fredag den 31. oktober 2014

Sick

Jeg er blevet syg… Så syg at jeg er taget hjem fra efterskolen. Øv, øv, øv. I sidste weekend havde jeg ondt i halsen og tirsdag, til crossfit, blev jeg virkelig skidt og svimmel, og så er det ellers bare blevet værre og værre her onsdag-torsdag, så jeg i dag valgte at ligge mig syg og blive hentet. Jeg skulle være blevet på skolen i weekenden, så det er virkelig træls at jeg nu skulle rammes af sygdom. Det synes jeg ikke lige at jeg har tid til. Men når kroppen siger fra, bliver jeg nødt til at lytte. Derfor har jeg brugt hele dagen i sengen og på sofaen, og regner med at morgendagen skal spenderes på nogenlunde samme måde, så jeg hurtigst muligt kan være på højkant igen. For jeg vil gerne løbe, grine, hoppe og snakke, være sammen med alle de andre og ikke gå glip af noget, og det er svært med et dunkende hoved, en brændende hals og generel ubehag… Dagens lyspunkt var at jeg kom hjem til min rare, bløde ven, der trængte gevaldigt til at blive nusset bag ørene og få lidt opmærksomhed. Og resten af min familie, selvfølgelig.

torsdag den 30. oktober 2014

"Oplevelsesemnedag"



I mandags lærte jeg noget vigtigt. Noget vigtigt om livet. Uha, det lyder dybt og filosofisk - og jeg har ikke engang filosofi som linjefag på NÅE. På årsplanen stod der at mandagens program bød på oplevelsesemnedag. Hvad det helt præcist gik ud på, fik vi ikke nærmere information om. Mandag morgen blev vi så hevet ud én efter én, og så skulle vi tage valget mellem en aktiv dag med udfordringer og sved på panden, eller en passiv dag med dyner og hygge. Og det var her, at jeg begik en kæmpe fejl, som jeg virkelig har lært af. Jeg blev nemlig fristet af det rare og trygge, og valgte i et svagt øjeblik den passive dag. Det fortrød jeg allerede en halv time efter, da det gik op for mig, at jeg var tvunget til at sidde/ligge ned en hel dag, mens den anden halvdel af skolen lavede mad, skubbede biler, lavede bål, legede vild med dans og andre sjove, spændende ting. Jeg var ved at blive sindssyg, og jeg var virkelig frustreret over at jeg ikke kunne få lov til at være med. Lærernes argument var at når man tog et valg her i livet, så kunne det ikke bare ændres. Så det har jeg lært på den hårde måde, og det er klart noget jeg vil tage med videre. Jeg skal ikke være så bange for nye ting og udfordringer, men i stedet bare kaste mig ud i det! Så for mig var det en enormt lærerig dag, og der var andre der havde det på samme måde som jeg. Der er selvfølgelig også nogle af os passive, der bare nød en dag, hvor de intet skulle lave, men sådan er vi jo så forskellige. For mig handlede det også om tanken om alt det sjove jeg gik glip af. En dag med film og hygge er da rart, men jeg har lært at et valg også er forbundet med et fravalg, og det vil jeg tænke over. Så for mig var der ikke meget "oplevelse" over oplevelsesemnedagen. Desværre. Men her ovenover kan I se en lillebitte smagsprøve på det de aktive lavede. Hvor ville jeg gerne have været med!

tirsdag den 28. oktober 2014

Bentzenberg Giveaway


Det er længe siden der har været en konkurrence her på bloggen. Så det må vi da lave om hurtigst muligt! Jeg, eller I, har været så forfærdeligt heldige, at jeg kan udlodde hele to gavekort til en værdi af 300 kr. til webshoppen Bentzenberg, der laver ovenstående plakater og en masse andre varianter. Alle plakater er 50 x 70 cm og trykt på mat papir. Og jeg synes de er virkelig fede! Tilpas minimalistiske, men stadig med fine og lidt anderledes detaljer og flotte farver. Jeg er særligt vild med "The Crane"

Konkurrencekravene er meget simple. Alt I skal gøre er at like Bentzenberg på facebook, og så smide en kommentar herunder dette indlæg hvori I fortæller mig hvilken plakat, der er jeres favorit, samt skriver jeres email, så jeg ved at I deltager. Konkurrencen kører i lidt over 3 uger.

Dette indlæg er sponsoreret

mandag den 27. oktober 2014

RetNemt


Indkøb kan godt være lidt svært at få presset ind i en travl hverdag. Vi har et presset program derhjemme, hvor vi alle har travlt med skole, arbejde og sport (jeg er selvfølgelig lidt en undtagelse i dette år), så vi har ofte været forfaldne til at handle småting ind hver dag, i stedet for at handle stort ind en eller to gange om ugen. Og på den lange bane bliver det noget dyrere. Min mor har derfor tit snakket om at bestille dagligvarer på nettet. Det kan man fx. gøre hos RetNemt, der kan levere dine dagligvarer lige til døren. Det er let og overskueligt at bestille dine varer, for de har faktisk gjort det endnu, endnu lettere for dig. Du vælger hvor ofte og til hvor mange du gerne vil have mad, og hvilke retter det skal være ud fra opskriftsindexet. Og så bliver varerne leveret til dig, nemt og bekvemt, i en kølebox senest klokken 17. Med i kassen er der ingredienser og opskrifter til aftensmaden, så det bare er at gå i krig i køkkenet. Det lyder da smart, ikke? Jeg vil I hvert fald præsentere min mor for konceptet, for jeg tænker at det kunne spare hende for en del hovedbrud og besvær med at få hverdagen til at hænge sammen.

Dette indlæg er sponsoreret.

Freja Kirk & Julias Moon Concert

Før i lørdags havde jeg aldrig været til koncert. Med mindre man tæller en Åh Abe koncert med, som jeg var til for mange, mange år siden. Og det synes jeg næsten ikke, at man kan. Jeg ved ikke hvorfor jeg aldrig har fået taget mig sammen til at gå til koncert - særligt ikke efter lørdagens oplevelse. Min første koncert var nemlig en dobbelt koncert med Freja Kirk og Julias Moon, og det var helt vildt! Jeg var i Kolding for at besøge Max hele weekenden, og sammen med Signe og Nik, to andre søde mennesker fra efterskolen, tog vi til koncert på noget, der hedder Godset. Freja Kirk kendte jeg ikke, og Julias Moon kendte jeg kun sporadisk fra radioen, så jeg var meget spændt og turde ikke forvente for meget. Men hold nu op, hvor var de dygtige! Freja Kirk gik på scenen først og startede stille ud med rigtig behagelig og rar musik, der dog også havde lidt kant, som jeg har lyttet meget til efterfølgende. Prøv fx. at lytte til Colored Lights - den er jeg helt vild med. Efter pausen gik Julias Moon på scenen, og de var for fede! Jeg havde frygtet at deres musik ikke ville lyde i nærheden af det, man har hørt i radioen, men jeg blev virkeligt positivt overrasket! De lød endnu bedre live og leverede et godt show. Man kunne virkelig fornemme at de nød at stå på den scene, og det var altså med til at gøre det helt fantastisk. Jeg kunne bestemt godt forestille mig at tage til Julias Moon koncert igen, og jeg er ret træt af at jeg kun kan finde 3 af deres numre. Der var nemlig meget af det, de spillede, som jeg gerne ville høre igen. Så min første koncert var bestemt en succes, og det blev kun bedre af at jeg delte oplevelsen med nogle af de mennesker, jeg holder allermest af.

fredag den 24. oktober 2014

Weekday T-Shirt Dress

I efterårsferien brugte jeg en dag på shopping og tøsehygge i Odense med Signe fra efterskolen. Vi havde ikke set hinanden i en uge, hvilket var über mærkeligt, når man er vant til at gå op og ned ad hinanden hver dag. Så det var yderst tiltrænkt at få vendt store og små emner - både om efterskole og ferie. I Weekday var der udsalg, så jeg kunne få denne lækre kjole med hjem til kun 100 kr. Den har et ret cool snit og vil fungere helt perfekt som hverdagskjole med strømpebukser, korte støvler og et tørklæde her til vinter. Jeg synes jeg har gjort noget af et scoop.

torsdag den 23. oktober 2014

Everyday Jewelry


Disse smykker har jeg på hver dag. Som i hver. evig. eneste. dag. Faktisk sover jeg også med dem alle på, bortset fra uret. Mine smykker betyder enormt meget for mig, da de alle har en historie. Den lille sølvring, som er min mors gamle, har jeg ikke haft af de sidste 3 år eller noget i den stil. Den store sølvring er også min mors gamle, som hun fik af min far for mange, mange år siden. Ravringen er et arvestykke fra min oldemor. Jeg har egentlig aldrig været så vild med rav, men jeg synes at denne er enormt fin og enkel, og så kan jeg godt lide at have mine oldeforældre med mig overalt. Plastikarmbåndet er både grimt og slidt, men ikke desto mindre en af de mest betydningsfulde af mine smykker. Jeg fik det nemlig af Emma, da hun rejste til USA. Da jeg fik det, havde det blå og røde stjerner, som næsten er slidt af nu, men det har siddet om mit håndled siden jeg fik det, og der vil det blive til hun er hjemme igen. Jeg savner hende hver eneste dag, så at have en lille bitte del af hende med mig på efterskolen er rart - også selvom det er grimt. Øreringene er forholdsvis nye, og nogle jeg købte på et marked da jeg var hjemme i en weekend. Uret fra Daniel Wellington er også nyt, og noget jeg stadig er enormt glad for. Jeg købte det hos UreTilAlt, og var meget tilfreds med både service og produkt. Det er simpelthen så lækkert!

HUSK at I stadig kan få 7% rabat hos UreTilAlt, ved brug af koden MARIEBLOG. Koden gælder resten af oktober.

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med UreTilAlt.

Power Banks


En iPhone, der løber tør for strøm, er noget af det mest irriterende. Der er ikke noget værre end at være på farten, og så stå der med en telefon, der er helt død. Derfor er powerbanks nok den mest geniale opfindelse siden iPhonen. De gør det nemlig muligt for dig at tage strøm med, så du undgår en akut tør-for-strøm-krise. 

Jeg har selv den classiske model i sort, og jeg er meget, meget glad for den! Jeg plejer at sætte den til at lade op natten før jeg skal bruge den, og så pakker jeg den i min taske næste morgen sammen med USB-delen af min iPhone oplader, og så er jeg ellers klar til en lang dag på farten.

Powerbanks'ne fåes i mange udformninger og farver. De ovenstående er de modeller, der er at vælge mellem på Powerbanken.dk, men kun et udvalg af de farver, der er at vælge imellem. Jeg synes at Power Stone'en er super lækker, og hvis jeg stod og manglede en powerbank lige nu, ville jeg nok klikke den hjem. 

Udover powerbanks, er det også muligt at købe forskellige kabler, så du kan forbinde din powerbank med forskellige telefoner. Jeg kunne godt overveje at købe et kabel, så jeg ikke skal bruge kablet fra min oplader, men måske er det også bare en af de ting, der ryger på min ønskeliste. Behovet er jo ikke akut, og særligt ikke her mens jeg er på efterskole. Men smart, dét er det!

Dette indlæg er sponsoreret

lørdag den 18. oktober 2014

MSCH Sweater



Da jeg kom hjem fra sommerhus i onsdags lå der en pakke og ventede på mig. Eller, nej, den lå faktisk på posthuset, men det er jo underordnet. Det vigtige var, at den indeholdt denne bløde, bløde sweater fra Moss Copenhagen i den flotteste navy-blå farve. Jeg forsøger lige nu at få optimeret min efterår/vintergarderobe, og det indebærer sweaters i massevis (og nye vinterstøvler som jeg, meget apropos gårsdagens indlæg om støvler, fik købt i går). Så da denne var sat ned til 150 kr. og tilbage i min størrelse skyndte jeg mig at klikke den hjem! En hurtig beslutning, som jeg er meget glad for, da jeg er sikker på at den nok skal blive et hit på de kolde dage på efterskolen.

Triple Chocolate Cookies


Ved I hvad jeg savner når jeg er på efterskolen? At bage og lave mad. Jeg tænker ikke over det når jeg er på skolen, for der er fuld fart på og altid gang i den, men når jeg er hjemme, har jeg altid lyst til at smutte i køkkenet og trylle lækre ting frem. Det har der heldigvis været tid til og stemning for her i ferien. Min familie siger sjældent nej, hvis jeg tilbyder at bage eller lave mad, og i dag var jeg sammen med Kamilla, med hvem jeg har haft en bagetradition.Vi bager stort set altid når vi er sammen, så i dag var ingen undtagelse. Disse cookies er nogle vi begge fik opskriften på tilbage i tredje klasse, hvor en klassekammerat delte dem ud. Og siden da har det været på min top 3 over yndlingscookies. De tager ingen tid at bikse sammen, smager intenst af chokolade og har den lækreste chewy og bløde konsistens! Bag dem næste gang du har akutte cookie- og/eller chokolade-cravings!

Opskrift på ca. 20 triple chocolate cookies:
75 g. blødt smør
175 g. (rør)sukker
1 æg
150 g. hvedemel
1½ tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
1 knivspids salt
2 spsk. kakao
75 g. mørk chokolade
75 g. mælkechokolade
75 g. hvid chokolade

  1. Pisk smør og sukker sammen til det er lyst og cremet.
  2. Tilføj ægget, og pisk igen til en homogen masse.
  3. Tilføj mel, bagepulver, vaniljesukker, salt og kakao og rør det til en sammenhængende dej.
  4. Hak de 3 slags chokolade og ælt det i dejen - det er lettest at bruge hænderne til dette.
  5. Tril dejen til kugler, fordel dem på bageplader med bagepapir og tryk dem let flade. Sørg for at der er plads til at de kan flyde ud under bagningen.
  6. Bag dem ved 180 grader i 8-10 min. De skal være bløde når de kommer ud af ovnen, så lad endelig være med at bage dem for længe. De skal nok blive faste når de køler af.
  7. Lad dem køle et par minutter på bagepladen, og overfør dem så til en rist, hvor de skal køle helt af, inden du kan lægge dem i en dåse.

fredag den 17. oktober 2014

Angulus Winterboots


1 - 2

Jeg leder efter det perfekte par vinterstøvler. Mit problem i år er at jeg ved præcis hvilke støvler jeg vil have - jeg er bare ikke sikker på om det er muligt at få et sådan par, som jeg forestiller mig. Drømmen er nemlig et par helt klassiske chelsea boots med varmt for. Der skal ikke være nogle spænder, lynlåse eller snørrebånd, de skal blot være helt enkle. Jeg leder og leder efter sådan et par, men jeg ved ikke om det vil lykkedes. Ovenstående er et par bud fra Angulus, som jeg skal ud og finde i butikkerne. Jeg kan nemlig ikke vurdere hvor varme de er, hvis jeg ikke mærker dem i virkeligheden. Udseendesmæssigt stemmer de to ovenstående modeller rigtig godt overens med det jeg går og drømmer om, så jeg krydser fingre for at de også er varme! Jeg kender til mærket Angulus i forvejen, og jeg ved at det er støvler af god kvalitet, og jeg vil derfor heller ikke have noget imod at smide lidt ekstra penge efter dem, for til gengæld at få et par super smukke og holdbare støvler, som jeg kan have i flere år.

Dette indlæg er sponsoreret.

torsdag den 16. oktober 2014

Min Efterårsferie


Mine brødre er blevet i sommerhuset ved Vesterhavet sammen med mine bedsteforældre, og indtil de kommer hjem på fredag, kan jeg nyde at være enebarn for en stund. I dag betyder det så at jeg er helt alene hjemme, hvilket er ret rart og mærkeligt, når man er vant til efterskoletilværelsen. Senere skal jeg ud og løbe i min by, og op og træne i mit gamle fitnesscenter - det bliver helt nostalgisk. I aften tager mine forældre og jeg i biografen, og imorgen skal jeg til Odense for at mødes med Signe fra efterskolen. Iiiiih, hvor jeg glæder mig til at se hende igen! Fra fredag til lørdag kommer Kamilla og overnatter, og hende glæder jeg mig også til at se! Lørdag aften er jeg inviteret til en fest med alle mine gamle klassekammerater, som jeg nok ender med at tage med til. Jeg har helt dårlig samvittighed over ikke at have holdt mere kontakt med mine gamle venner og veninder, så det er en oplagt mulighed for lige at catche lidt op. Jeg har tralvt med "mit nye liv", men jeg er også ret nysgerrig efter at vide hvordan det går alle de andre. Vi var trods alt sammen hver dag i 10 år. Søndag bliver det endelig tid til at tage tilbage til NÅE, men inden da skal jeg mødes med en sød efterskoletype, som jeg savner ret meget…

Så planer er der nok af, men det er lutter rare og gode ting jeg skal lave, så jeg klager ikke. Og tid til at lave ingenting burde der også kunne klemmes ind.

Jeg håber at I nyder efterårsferien!

Ferie ved Vesterhavet



I går, sidst på eftermiddagen, kom jeg hjem efter en dejlig miniferie i sommerhus ved Vesterhavet. Vi havde lejet et sommerhus der lå en kilometer fra stranden, og var afsted sammen med mine bedsteforældre. Min moster og onkel kom også og besøgte os en enkel overnatningen. Huset var lille, men pænt og nyt - og med spabad. Og med det som base, har vi brugt de sidste dage på at gå og løbe mange ture i klitter og ved vand, spise sen morgenmad og lækker aftensmad, spille spil, se film, ligge kabaler, tage lange bade, læse i vores bøger og sove middagslure - præcis som en efterårsferie skal være. Jeg er faktisk ikke så vild med Vesterhavet om sommeren, men her i de koldere måneder, synes jeg at der er noget så dejligt! Miniferien bød også på en tur til Holstebro i regnvejr, hvor vi fik kaf' og kage på en hyggelig café, ét enkelt stykke rav og desværre hele 6 døde sæler og 2 døde babysæler på stranden. Piv… Men alt i alt en rar, rar ferie og præcis hvad jeg havde brug for!

lørdag den 11. oktober 2014

InstaMoments #24


Jeg har været til familiefødselsdag. Jeg har plukket kæmpe brombær i haven. Jeg har løbet med min mor - og haft Malthe med på cykel. Jeg har været på loppemarked. Jeg har taget billeder af verdens bedste sted: NÅE. Jeg har løbet en masse ture i skove, på stier og på asfalt. Jeg har fået fine lysestager af mine forældre. Jeg har haft mine brødre sovende på skolen. Jeg har hygget med Søs, the og guitarspil i stilletimen. Jeg har været på vej hjem sammen med Cecilie. Jeg har plukket tomater, chilier, vindruer og flere brombær i haven. Jeg har spist brunsviger og holdt fødselsdag for Rasmus. Jeg har lavet bolsjer. Jeg har været på stadion - både for at se fodbold, men også fordi Malthe skulle løbe æresrunde i pausen. Jeg har været i biografen med Kamilla. Og vundet popcorn! Jeg har nydt en stille fritime på skolen. Jeg har været med til at klippe pandehår. Jeg har fået en andenplads til matematikdagene. Jeg har gået tur ved Hindsgavl Slot sammen med mine forældre. Jeg har poset og taget selfies med de bedste piger fra efterskolen på en tur i Netto og til Efterskolernes Dag. Jeg har modtaget det lækreste ur fra Daniel Wellington (det kan I læse lidt mere om HER). Jeg har været til færgesænkning i Svendborg. Jeg har været på dykkertur i Nyborg. Jeg har været SÅ klar til efterårsferie med mine brødre. Jeg har kørt i bil med en træt hund. Jeg har set 4 døde sæler på stranden. Jeg har luftet en glad og lykkelig (vand)hund. Jeg har fjollet, grinet, poset og hygget mig med mine brødre. Jeg har spillet Monopoly, drukket kaffe og spist kage med min familie.

Jeg har det så godt! Jeg kan ikke huske, at jeg før har været så glad, som jeg er for tiden, og det er helt vildt fantastisk! I kan følge lidt med i min glade hverdag på instagram - @MarieJosiasen. Jeg håber også at I er glade!

fredag den 10. oktober 2014

Efterårsferie



Jeg er i dag kørt mod Vesterhavet for at holde efterårsferie med min familie. Det er den første ferie efter jeg startede på efterskole, og jeg glæder mig helt vildt. Det bliver rart at tilbringe mere end to døgn med min familie, og bare komme helt ned i gear og få slappet af. Men, men, men. Jeg har det også lidt ambivalent med dette feriekoncept, for det betyder ni dage, hvor jeg ikke skal være på NÅE. Og det er altså længe, at skulle være væk fra det skønherlige sted og de mennesker, der på enormt kort tid er blevet en kæmpe del af mit liv. Så ferie bliver dejligt, men at komme tilbage bliver også dejligt. Det er fantastisk at have det sådan. Jeg kan ikke huske, at jeg før har glædet mig til at en ferie er slut. Nu vil jeg nyde min families selskab, naturen ved Vesterhavet og lidt ro.

onsdag den 8. oktober 2014

Dykning


Så blev det dagen, hvor vi skulle i åbent hav til dykning. Og desværre ikke en sådan dag, som jeg havde håbet på. Jeg kom nemlig slet ikke i vandet… Dagen startede fint med smukt vejr, godt humør og en positiv indstilling. Vi blev briefet om vejr- og vandforholdene og de øvelser, der var en del af dagens program. Mens vi samlede udstyr kunne jeg godt mærke at jeg blev mere og mere presset, mere og mere spændt, og mere og mere bange. Men jeg skulle sikkert bare lige i gang, tænkte jeg. Sådan gik det bare slet ikke. Da vi kom ud i vandet, og vi skulle til at begynde nedstigningen, fik jeg et mindre anfald af klaustrofobi. Jeg følte slet ikke at jeg kunne være i mig selv. Jeg følte på ingen måde at jeg var klar til at skulle i åbent vand. På en eller anden måde var det lidt for seriøst og der var lidt for mange ting, der kunne gå galt. Jeg var simpelthen ikke sikker på, at jeg ville kunne rede mig selv eller min makker, hvis noget skulle gå galt. Så jeg valgte at lytte til min krop og sige stop. Det var selvfølgelig en enormt træls beslutning at skulle tage, men også det eneste rigtige. Jeg ville ikke udsætte mig selv, eller andre for fare, selvom det så betød at jeg måtte sige farvel til dykkercertifikatet. Og det er da mega træls, og jeg er ret skuffet over mig selv. Men der er ikke noget at gøre ved det.

tirsdag den 7. oktober 2014

Færgesænkning





Søndag stod på en måske lidt atypisk efterskoleaktivitet. Vores lærer havde nemlig planlagt at vi skulle til Svendborg for at se sænkningen af den gamle Ærøsund Færge, der skal blive et kombineret kunstigt rev og dykkervrag. Vi kørte afsted med bus, og havde et par hyggelige timer i dejligt solskin ved vandet. Selve sænkningen var dog lidt af en fuser. Vi blev nødt til at gå klokken 15, da vi skulle nå med bussen hjem, men da var den stadig ikke sunket. Da vi begyndte at gå, og netop var kommet så langt væk fra vandet at vi næsten ikke kunne se færgen længere, tudede alle skibene, og så sank færgen. Nogle af os kunne lige skimte det i det fjerne, men det var lidt ærgeligt, at vi ikke fik set det rigtigt. Til gengæld blev vi (eller Emilia) interviewet til Fyn Live, og det var da meget sjovt. I kan høre og se interviewet HER, hvis I spoler frem til ca. 40 min. Og så var vejret jo skønt, der var trylleshow og der blev solgt pandekager. Så helt skidt var det jo ikke.

mandag den 6. oktober 2014

Gyser Lørdag











I lørdags stod Pierres gruppe for dagens aktiviteter. Temaet var gyser og startede dermed ud med "uhyggelig" brunch klokken halv 11. Jeg havde nået en morgenløbetur i det smukkeste efterårsvejr, så jeg var veloplagt og godt sulten da den farvede mad blev serveret. Efterfølgende blev vi delt ind i hold, der skulle konkurrere i forskellige aktiviteter og dyster. Første punkt var mumie-kreering, hvor jeg blev viklet ind i toiletpapir. Herefter var der ligposeløb, æggeløb med æg, hvorpå der var tegnet skræmmende ansigter og føleleg, hvor vi skulle finde plastikedderkopper i forskellige skåle, der indeholdt alt fra morgenmadsprodukter til leverpostej… Pointene blev talt sammen og vinderne blev kåret i de forskellige kategorier. Mit hold vandt i ligposeløb! Om aftenen var der frivillig gyserfilm, for de, der havde lyst til at se det.

Alt i alt var det en rigtig hyggelig lørdag, hvor der var tid til både afslapning, men også aktiviteter, der satte lidt gang i dagen. Jeg havde faktisk troet at stort set alle ville blive i den weekend, der lige har været. Det var jo den sidste weekend inden vi på fredag går på efterårsferie, og jeg havde derfor haft en idé om at der var mange, der gerne lige ville have det sidste med, inden vi ikke skal være sammen i ni dage. Så jeg blev overrasket, da der kun blev 50 ud af 120 elever, men det var faktisk et meget passende antal. Vi var nok til at der var liv på skolen, men også så få at det var afslappende. Og så fik jeg snakket med nogen, som jeg ikke havde snakket så meget med før, og det er også altid rigtig fedt!